FORSKNINGSPROJEKT

FORSKERINFO

Evidens bag demenshave ved Bryghuset

Det overordnede formål med at skabe stimulerende miljøer i pleje og rehabilitering af demens med henblik på at forbedre funktionsniveau, tilfredshed, velvære og subjektivt oplevet livskvalitet. Den sansestimulerende have og udendørsaktiviteter i haven er i stigende grad værdsat, som en måde at tilbyde veltilrettelagte og stimulerende miljøer samt træning og meningsfulde aktiviteter i demenspleje og -rehabilitering. Forskellige begreber benyttes til at betegne veltilrettelagte haver og de tilhørende aktiviteter, der er tilrettelagt for personer med demens herunder sansehaver, rehabiliterende haver, helende haver og vandrehaver.

Haverne er ofte velplanlagte, omgivet af en mur og ligger i forbindelse med demensplejeboliger, som skaber muligheder for, at personer med demens kan udforske planterne, naturen og færdes i den friske luft. Det optimale havedesign kendetegnes ved, at haven også giver mulighed for, at personer, der er præget af rastløshed, kan vandre rundt i et sikkert og trygt miljø (Gonzalez and Kirkevold 2013).

Generelt om evidens for udendørsområder og udeliv i havemiljøer i tilknytning til boliger for borgere med demens

Haver bør designes med det mål, at stimulere sanserne og til at opfordre personerne med demens til at tilbringe tid udenfor i naturen. Det er vigtigt, at de terapeutiske haver indeholder velkendte elementer, som er typiske for det lokale landskab og miljø samt de aktiviteter, som personerne med demens kan have haft som en del af deres hverdag tidligere i deres liv.

For at stimulere sanserne har terapeutiske haver typisk forskellige planter, som fremmer visuel-, lugte- og berøringssanserne og for at tiltrække fugle og sommerfugle. Derudover, kan træer give skygge, farve, årstidsvariation og lyde, når vinden tager fat i bladene. Grøntsager og krydderurter kan plantes for at udvide de visuelle- og berøringsmæssige oplevelser og hjælpe til at forbedre madlavning og ernæring. Nogle terapeutiske haver indeholder højbede, hvor beboerne kan indgå i havearbejdet. Havearbejde kan benyttes til at fremme interesse for have, både som meningsfulde aktiviteter og for at stimulere funktionelle og kognitive evner.

Af hensyn til personerne med demens, bør gangstierne være kontinuerlige uden blindgyder for at opfordre til hjertestimulerende fysisk aktivitet. Gangstier fremmer bevægelse, opfordrer til kontakt med planter (ikke-giftige og ufarlige) og fører bl.a. beboerne hen til områder, hvor de kan sidde og socialisere. Terapeutiske haver giver derved personer med demens et trygt miljø for fysisk aktivitet, refleksion og socialt samvær sammen med andre beboere, personale, venner eller familie.

Terapeutisk havedesign fokuserer på, at øge sansemæssig stimulering ved dagligt at give personer med demens adgang til veltilrettelagte udendørsarealer. Udendørsarealerne har strukturelle og/eller teknologiske sikkerhedsforanstaltninger, som forebygger og reducere risikoen for utilsigtet at forlade områderne og for tilskadekomst. De kan også have strukturerede områder som reducerer desorientering.

For udendørsområder som har længere perioder med barsk vejr, kan haverne have lukkede gangstier omkring haven med udgange til haven. Store vinduer som vender ud mod haven, giver beboerne muligheden for udsigt til hele haven, for at fremme positive tanker og for at minde dem om havens eksistens.

(Detweiler MB, Sharma T, Detweiler JG, Murphy PF, Lane S, Carman J, Chudhary AS, Halling MH, Kim KY. 2012)

Et longitudinelt studie af Mooney og Nicell (1992) fandt, at brugen af udendørsmiljøer reducerede tilfælde af aggressiv adfærd og bidrog signifikant til et risikohåndteringsprogram. Forskning af Mather, Nemecek og Oliver (1997) fandt ligeledes, at personer som tilbragte mere tid udendørs, i mindre omfang oplevede urolig adfærd. De vurderede, at haver eller udendørsarealer kan reducere følelsen af at være indespærret, som nogle mennesker kan opleve i beskyttede miljøer. Udendørsarealer giver beboere frihed til at bevæge sig mere frit og dermed opleve mindre irritation og frustration.

Miljø-psykologer og haveterapeuter argumenterer for, at adgang til aktiviteter med planter og havearbejde, kan tjene som kilde til stimulering for mennesker med demens, og at aktiviteterne kan igangsætte minder om tidligere gode oplevelser med haver og havearbejde (Cohen & Weisman, 1991; Haas, Simson & Stevenson, 2003). Dette er en af grundene til, at opfordre sundhedspersonale og familiemedlemmer til at inkludere flere udendørsaktiviteter i haver eller naturmiljøet i den dagligdags rutine for personer med demens.

Terapeutiske haveaktiviteter er velegnede for ældre med demens, fordi det er velkendte og meningsfulde aktiviteter for de fleste og giver muligheden for at tænke tilbage, såvel som mulighed for fysisk aktivitet (Jarrot, Kwack & Relf, 2002).

Eksponering for naturligt lys er en anden mulig fordel ved adgangen til haver for personer med demens. Selvom det er tydeligt, at der er mange faktorer, som er med til at forstyrre og ødelægge søvn for beboere på plejeinstitutioner, er døgnrytme en afgørende faktor for søvn. En helt afgørende faktor for menneskets døgnrytmer er eksponering for naturlig lys (Czeisler, 1995; Duffy, Kronauer & Czeisler, 1996). Der er observationsdata på, at de fleste beboere på plejeinstitutioner oplever meget begrænset eksponering for lys (Ancoli-Israel et al., 1997), og at det lys de modtager, er for svagt til at påvirke døgnrytmen. Der er omfattende evidens der anbefaler, at tid tilbragt udendørs med øget eksponering af sollys kan resultere i forbedret søvn, (Campbell, Dawson & Anderson, 1993; Campbell et al., 1996).

(Edwards et al. 2012;12(4) 494–510: