Nyheder fra og om Bryghuset Svendborg Demensby


Supercykel til Demensbyen

På billedet ses den nye Supercykel med beboer Jens og koordinator for cykelvennerne Ole

 

Mandag d. 10.februar blev en stor dag i Svendborg Demensby. Her ankom endelig den længe ventede DUO-cykel, som de mange cykelvenner og ikke mindst beboerne havde glædet sig til.

Demensbyens Støtteforening havde i over ½ år arbejdet med at skaffe de 85.000 kr. som cyklen koster, og med hjælp fra Dallund-fonden og Halberg Familiefond var det nu lykkedes at skaffe pengene- selv vores egen kassebeholdning blev tom. 

I Demensbyen cykler de mange cykelvenner flere gange ugentligt – året rundt – beboere ud i ”den store verden”, og nu også i en super lækker DUO-cykel, noget der skaber uvurderlig glæde blandt Demensbyens beboere. 

Mange, mange tak til Dallund-fonden og til Halberg Familiefond – det her gør alle glade. 

John Olsen, formand for Demensbyens Støtteforening.   


Efterårsbrev til medlemmerne af Demensbyens Støtteforening

Kære medlemmer. 

Hermed et lille skriv fra bestyrelsen om både foreningens og selve Bryghusets aktuelle situation. 

Det vigtigste først: Det går rigtig godt på Bryghuset, både på de enkelte afdelinger men bestemt også i aktivitetscentret. Ugen igennem afvikles daglig en række aktiviteter for beboerne og daggæster så som: Gamle film, gåture og anden motion, mindfulness, massage og manicure, oplæsning, sang og dans, et herrekor, strikkeklub, bingo, kortspil, samtalesalon og ikke mindst cykelturene ud i det fri flere gange om ugen. Der bliver puslet om kaninerne og de fritgående høns  –  ænderne i søen må klare sig selv - jeg kunne blive ved. For tiden prøves der at skaffe penge til at etablere en daghøjskole på Bryghuset, helst i den dejlige Hestestald. 

Vores forening har det da også rigtig godt. Efter generalforsamlingen har vi en super bestyrelse som er optaget af at imødekomme flest mulige ønsker til udvikling og forbedring af vores dejlige Bryghus – både inde og ude. I haven har vi fået forbedret det store trækstativ, fået opført en stor dobbeltgynge ved søen og i samarbejde med de frivillige sikret at haven er næsten ukrudt-fri og vinterklar.
Inde har vi fået skaffet 4 smukke kirkebænke fra Norge, både til indgangspartiet og i ”butiksstrøjet”. Lige nu prøver vi at skaffe de sidste penge til en ekstra god (men dyr) duocykel efter at det lykkedes at skaffe ca. halvdelen via en donation fra Dallund Fond. 

Hvis du skulle ha` lyst til at vide mere om vores kære Støtteforening kan du altid gå ind på vores hjemmeside: www.støtdemensbyen.dk hvor du for resten også kan se, at vi jo har afskaffet at betale kontingent til foreningen, hvilket naturligvis ikke ændrer ønsket om at kunne modtage gaver til Demensbyen – store som små. Det klares nemt via Mobil-pay-box: 6869 NV. 

Hej: Det var nu ikke derfor du får dette efterårsbrev, men du må da gerne blive inspireret 😊. 

Du ønskes et fortsat godt efterår, 

På bestyrelsens vegne, John Olsen.    


Her ses glade ansatte, frivillige og politikere ved overrækkelsen af prisen.